Liv i hospicepatienter

Som den eneste i Danmark har Specialinstitutionen på Forchhammersvej på Frederiksberg speciale i behandling af stofmisbrugere med svære helbredsmæssige problemer. Pædagogikken drejer sig om handling, aktivitet og om at indgyde brugerne livsgejst

Af Anne Mette Ahlgreen, Socialpædagogen nr. 13/2004 25. juni

En stofmisbruger på godt 40 år bliver kørt til Specialinstitutionen på Forchhammersvej på Frederiksberg af en medarbejder fra et herberg i København. Narkomanen er udmagret, ryggen er sammenfalden. Han har fået amputeret det ene underben og går med protese. Han har dårligt nok kræfter til at slæbe sig de få trin op ad trappen til institutionen. Han ser sig uroligt over skulderen og plaprer løs hele tiden, mens han kradser i sine betændte sår på armene.

Det er en typisk hverdag på Specialinstitutionen på Forchhammersvej på Frederiksberg,- en institution for de mest syge og nedbrudte narkomaner i hovedstaden. Den eneste af sin art i Danmark.

Institutionen har adresse i et roligt kvarter på Frederiksberg, selv om den er et tilbud til 130 af de hårdest belastede stofmisbrugere i Københavns Kommune. Omkring halvdelen af brugerne er kvinder. Institutionen rummer en plejeafdeling, et plejekollektiv, et ambulatorium, en café, bofællesskaber, botræningsenhed, opsøgende tjeneste og laboratorium.

På væggen i forstander Jens Hansens kontor hænger et farvestrålende maleri i orange, lilla og grønne pangfarver. Det forestiller et elskende par med armene om hinandens skuldre. Det er malet af en af institutionens nu afdøde brugere, Tony, der døde af aids. Forstanderen holder meget af maleriet, fordi det på fornem vis illustrerer, hvad arbejdet på Specialinstitutionen på Forchhammersvej drejer sig om.

- Vores brugere er folk med store traumer fra deres opvækst. De har levet mange år under socialt vanskelige vilkår med eksempelvis voldelige eller seksuelle overgreb, prostitution og har helt ubeskrivelige helbredsmæssige problemer. De fleste af dem er hivsmittede, har leverskader, lungesygdomme eller hjertesygdomme og har ikke udsigt til et særligt langt liv. Alligevel holder de af livet. De er glade for tilværelsen og omgangen med andre mennesker. De har et godt, varmt og solidt socialt netværk i forhold til hinanden, og her på stedet koncentrerer vi os om livet på trods af omstændighederne, siger Jens Hansen.

Han hører ikke til koret af kritikere, når det handler om at opstille kvalitetsmål for socialt arbejde. Institutionen har blandt andet opstillet kvalitetsmål og handleplaner for det sygeplejefaglige arbejde og for medarbejdernes arbejdsmiljø. Men han understreger, at man også skal huske at fokusere på det, der giver glæde ved livet.

- Når vi udarbejder planer for vores udvikling og drift, bruger vi kvalitetsmål og handleplaner og gør vores arbejde op i tid, ressourcer og tilbudenes mangfoldighed. Det er en fantastisk god måde at skabe kvalitet på, og vi glæder os til at arbejde mere med det. Men vi må bare ikke glemme, at vi i hverdagen skal have samme fokus på de ikke-målelige resultater som glæde, begejstring og kulturoplevelser, som er ganske væsentlige for at leve et liv med glæde, siger Jens Hansen.

Handling skaber samarbejde

Udfordringen for de 13 socialpædagoger på Specialinstitutionen er at skabe udvikling og forandring hos en gruppe stofafhængige brugere med svære sygdomme.

- Vi arbejder i tværfaglige team, og tværfagligheden er særdeles højt prioriteret. Det tværfaglige personale skal sammen med brugerne kunne skabe en forandringsproces, som tager udgangspunkt i brugernes behov, siger forstander Jens Hansen. - Pædagogerne er den eneste faggruppe, der skal skabe forandring gennem handling. Det vil sige aktiviteter og arbejde ude i brugernes bolig. At gøre noget sammen er godt, når der er tale om brugere, som har lidt meget, har voldsomme fysiske, psykiske og sygdomsmæssige skader, er sårbare, har svært ved det følelsesmæssige og kan være meget impulsstyrede, siger Jens Hansen.

- Brugerne hjælpes på vej ved at skabe en fysisk proces sammen med andre. De indgår i et samarbejde, men er orienteret mod handling. De trænes i at indordne sig, tage ansvar og forhandle, og de lærer at have en fornuftig dialog med andre, forklarer Jens Hansen.

- De skal også lære at gøre noget selv, for derved lærer de, at de kan mere, end de troede, og at de er mere, end de troede. At få praktiske kompetencer til at slå et søm i, sy, tegne, cykle eller lave mad styrker selvtilliden og selvværdet.

Når det for eksempel drejer sig om en handicappet og stofafhængig bruger med en meget svær baggrund og sygdom og udsigt til et kortere liv end de fleste, skal socialpædagogerne kunne differentiere metodevalget efter de enkelte brugeres behov.

- Der kan være tale om en bruger, hvor du ikke umiddelbart kan se nogen vej frem. Du må foretage et afdækkende arbejde og gøre en indsats, der for eksempel er afgrænset af brugerens vejrtrækningseller leverproblemer. Du skal have en evne til at tilegne dig viden fra de andre faggrupper og bruge det i din egen faglighed. Pædagogen skal forstå, hvilke aktiviteter, der skal iværksættes for at træne denne bruger, og pædagogen skal forstå symptomerne på brugerens sygdom i stedet for at tolke symptomerne som uvilje eller adfærdsproblemer, siger Jens Hansen.

Hvis det er en bruger med hiv, skal socialpædagogen være helt på det rene med, hvornår brugeren skal tage sin medicin og på hvilken måde. Det skal indarbejdes i hverdagen og tages mere alvorligt, end brugerne umiddelbart kan forstå. Derfor bliver 80 procent af de hiv-smittede fulgt til deres kontrolbesøg på hospitalet, hvor det blandt andet er socialpædagogens opgave at opmuntre og støtte brugeren.

- Vi er meget krævende med de faglige ambitioner, og vi sætter en dyd i at være i konstant faglig udvikling via kurser, temadage og undervisning. Vi vil have den ypperligste faglighed i pædagoger, psykologer, læger og sygepleje. Fagligheden skal konstant udvikles i ansættelsen, for vores område er så specialiseret, at det kun findes hos os, siger Jens Hansen.

- Vi holder vores opmærksomhed rettet mod kvaliteten ved, at fagligheden udvikles hele tiden. Alle nyansatte får en undervisningsplan, vi holder selv temadage og kursusdage, og vores medarbejdere er i løbende dialog med deres kolleger og faglige netværk uden for huset.

Specialinstitutionen har ikke noget særskilt budget til efteruddannelse. Udvikling af medarbejdere afholdes af lønmidlerne. Der bliver brugt omkring 6000-7000 kroner pr. medarbejder om året til efteruddannelse.

Nedslidte narkomaner

Specialinstitutionens kollektiv er en slags hospice med 12 pladser. Det blev oprettet for et halvt år siden i en kommunal erkendelse af, at en del af hovedstadens narkomaner er ved at være så gamle og nedslidte, at de har brug for et plejehjem, hvor de kan leve deres sidste tid i fred og ro og med daglig pleje. Hvis en stofmisbruger har fixet stoffer hver dag i 20-30 år, stjålet, prostitueret sig eller levet på gaden, er der stor sandsynlighed for, at de i en alder af 40-50 år har så nedbrudt et helbred, at de ikke længere kan klare hverdagen uden omfattende pleje.

- Denne brugergruppe vil man ikke have på almindelige plejehjem. Da vores plejekollektiv blev oprettet, var det en forudsætning for beboerne, at alt skulle være prøvet, før de kom her. Det skulle være et sted, hvor de kunne dø, fortæller forstander Jens Hansen.

- De så forfærdelige ud, og vi tænkte: Åh nej, hvordan skal det gå? Men de er blevet plejet og har fået ordentlig kost i et halvt år, så nu har de faktisk problemer med at passe deres proteser. De er klar til at stå lidt på karrusellen igen, og det er jo et hamrende godt problem at have, som forstanderen udtrykker det.

På institutionens plejehjem er indholdet i det socialpædagogiske arbejde det samme som i de øvrige afdelinger, men tilpasset de svagere beboere. Det drejer sig om at skabe oplevelser og udsyn for beboerne.

- De er dødtrætte af at være patienter, og sygdom fylder det hele. Derfor skal de have oplevelser, der får tankerne væk fra sygdom. Det med samarbejde fylder meget for de rigtig syge. Når man ikke har så meget overskud, er man heller ikke så rummelig over for andre. Derfor gør vi i plejekollektivet en del ud af på møder og hyggestunder at tale om at se livet fra en anden vinkel, end man er vant til, forklarer Jens Hansen.

Aktiviteterne kan være æbleskivebagning i kørestol, bankospil, borddækning, en tur i kørestol rundt om søerne i København eller en chartertur til Malta.

Hverdagen på institutionen er dog ikke lutter liv og glade dage. Ni brugere døde af sygdom sidste år, mens de var i behandling på institutionen.

Plejeafdelingen på Forchhammersvej er en slags sygeafdeling med otte pladser. Her kan kommunens stofmisbrugere med store misbrugs- og helbredsmæssige problemer blive indlagt og gennemgå korte, intensive plejeforløb i nogle uger. De kan henvises til afdelingen, uanset om de er indskrevet på herberg, behandlingsinstitutioner, lever på gaden eller bor i egen lejlighed. Her er de typisk indlagt i den første kritiske tid og i behandling af læger, sygeplejersker, socialpædagoger og psykologer. Når deres helbred er blevet stærkere, kan de fortsætte deres behandling i eller uden for huset.

Ambulatoriet og caféen er det daglige mødested for brugerne. De kan blive henvist til Specialinstitutionen på Forchhammersvej gennem deres lokale rådgivningscenter, hvilke der er fire af i Københavns kommune. Rådgivningscentrene visiterer til ambulant metadonbehandling, stoffri døgnbehandling eller til Specialinstitutionen på Forchhammersvej, hvis der er tale om særligt svære misbrugs- og helbredsproblemer.

På ambulatoriet får brugerne udleveret deres metadon og taler med en socialrådgiver, der udarbejder en social handlingsplan i samarbejde med et team af socialpædagoger, læger, sygeplejersker og psykologer på stedet. I husets café med pc-værksted - kan der for meget små midler købes varm og kold mad, drikkevarer, frugt og cigaretter. Her mødes brugerne og spiser sammen og plejer deres netværk. De har mulighed for at deltage i social træning, undervisning, syning, kreative sysler, motion i gymnastiksalen og for at købe tøj i husets genbrugsbutik.

Brugerne kunne sidste år stille et hold til at deltage i gadefodbold, som blev afviklet på Rådhuspladsen i København. Holdet fra Forchhammersvej, der har døbt sig selv "Dreamteam", kom ind på en bragende sidsteplads, men spillerne var glade for, at de overhovedet havde fysik til at deltage.

Ud over afdelingerne på Forchhammersvej har institutionen tilknyttet et kollegium og bofællesskaber beliggende flere steder i København. Der er alle steder tilknyttet socialpædagoger, som skal træne beboerne i at bo i egen lejlighed.

- Det er ikke nok at anvise folk en lejlighed, for der er ganske mange, der har problemer med at klare sig i egen lejlighed. Problemet kan være ensomhed eller praktiske ting som at holde rent og orden, vaske tøj, købe ind og lave mad. For de mennesker har typisk aldrig haft et hjem, og hvis de har, er alt gået op i fix og drøn, siger Jens Hansen.

Institutionen oprettede for tre år siden en opsøgende tjeneste med to medarbejdere. De har til opgave at skabe kontakt til misbrugere, der opholder sig mere end bare midlertidigt på gaden og kommer udenbys fra. Hovedopgaven er at skabe kontakt til dem og sørge for at hjælpe dem tilbage til et godt tilbud i deres eget amt eller land. Tjenesten er til dels en afløsning af samme funktion, som tidligere blev varetaget af medarbejdere ansat ved de nordiske landes ambassader i København.

- Vi ved, at der er et plejebehov, som ikke bliver opfyldt hos stofmisbrugere i København. Heller ikke med den indsats, vi gør, for der er god efterspørgsel på vores pladser, siger Jens Hansen.