Som tidligere beskrevet er brugergruppen ved Specialinstitutionen Forchhammersvej kendetegnet ved blandt andet meget lange behandlingsforløb.
Den kendte profil af brugergruppens status bygges på indtryk fra dagligdagen, data fra ind- og udskrivninger samt de enkelte afdelingers journalbeskrivelser. Der er således en mangel på systematisk vidensindsamling om "det, der ligger mellem ind- og udskrivning".
Da brugergruppens tilknytning for en stor del må forventes at være indskrevet til de dør eller indlægges på plejehjem, vil der være en stor del ikke-systematiseret viden om behandlingsforløbets objektive kvaliteter, der ikke udnyttes til optimering af indsatsen og dokumentation overfor brugere, medarbejdere, forvaltning og samfundet generelt.
Dette vurderes af mange grunde uhensigtsmæssigt. Det er vigtigt for alle parter at sikre nødvendig og tilstrækkelig dokumentation for "at det nytter noget".
På Specialinstitutionen Forchhammersvej iværksættes en øget og systematiseret dokumentation for behandlingsforløbene ved anvendelse af både eksisterende databaser og udvalgte initiativer, der kan supplere disse.
For alle indskrevne brugere udfyldes statusskema i Status- og Forskningssystemet med højst 6 måneders mellemrum.
Fra 1. oktober 2002 påbegyndes statusopgørelsen af brugernes behandling. Der startes med de brugere, der har været indskrevet længst tid og der udarbejdes 3 statusskemaer pr. uge.