Uddannelsespolitik

Målsætning

Specialinstitutionen Forchhammersvej ønsker at være en attraktiv og udviklende arbejdsplads for medarbejderne. Institutionens ledelse og medarbejdere skal i samarbejde medvirke til opnåelse og fastholdelse af denne position.

Specialinstitutionen Forchhammersvej ønsker at udvikle færdigheder, viden og holdninger, der sikrer brugerne en specialiseret, tværfaglig og koordineret indsats af høj kvalitet. Det er endvidere ønsket, at denne indsats ydes i trygge og smukke rammer.

Specialinstitutionen Forchhammersvej ønsker udvikling og fastholdelse af samarbejdsevner, der aktivt bidrager til at udvikle ikke bare den lokale indsats, men også den samlede indsats i Københavns Kommunes behandlingstilbud for stofafhængige.

Specialinstitutionen Forchhammersvej ønsker at fastholde og videreudvikle positionen som det kvalitativt bedste behandlingstilbud i landet for stofafhængige med svære helbredsproblemer.

Prioriteringer til opfyldelse af målsætning

Der gennemføres planlagte uddannelsesaktiviteter for afdelingen, institutionen, behandlingssystemet og/eller andre samarbejdspartnere. Disse aktiviteter planlægges jvnf. udviklingsplanen af uddannelsesudvalget.

Efteruddannelsen skal have relevans i forhold til institutionens udviklingsplan og søges i størst muligt omfang etableret internt.

Alle faggrupper har mulighed for efteruddannelse med relevans for de daglige funktioner. Der er således også opmærksomhed på efteruddannelsesbehovet for kontor- og øvrigt servicepersonale. Der skal sikres den nødvendige efteruddannelse til indførelse af nye funktioner, opgaver og teknologi.

Der afholdes mindst en gang om året et GRUS-møde (gruppeudviklingssamtale) mellem den enkelte faggruppe og ledelsen, med det formål at drøfte faggruppens eventuelle særlige uddannelsesbehov.

Planlægning af den individuelle uddannelse tager afsæt i MUS-samtalen, hvor også den enkelte medarbejders kompetenceudviklingsplan drøftes.

Der er en særlig opmærksomhed på uddannelsesbehovet for nyansatte. Alle medarbejdere skal inden 6 måneder fra ansættelsen have drøftet det mulige behov for efteruddannelse med sin nærmeste leder.

Efteruddannelsen tilbydes i en prioritering mellem:
  • Sidemandsoplæring.
  • Intern undervisning.
  • Ekstern uddannelse med mindst mulige følgeomkostninger.
Vi efterlever bla. følgende principper:
  • Færrest mulige uddannelsesressourcer anvendes til transport, overnatning og forplejning.
  • Faglige almene uddannelsesbehov søges imødekommet ved interne fælles uddannelsesforløb.
  • Uddannelsesbehovet for specialistfunktioner søges løst ved individuelle uddannelsesforløb.